Moderne teknikker og gamle håndværkstraditioner mødes
Som bådebygger arbejder du med moderne støbeteknikker i glasfiber men også gamle håndværkstraditioner i træ. Vi er 'landsskole', så du kan kun tage uddannelsen i Helsingør.

Der uddannes mellem 40 og 50 bådebyggere i Danmark hvert år. Jobmulighederne er gode, hvad enten du vælger at arbejde som faglært bådebygger i en virksomhed, eller vil være selvstændig bådebygger. Uddannelsen favner bredt og afspejler den virkelighed, du møder i arbejdet med at bygge både. Af de mange fag og kvaliteter, som bådebyggeren behersker, står én kvalitet øverst på listen - faglig stolthed. Uanset om du uddanner dig for at bygge flotte romantiske træbåde, tager udfordringen op inden for arbejdet med kompositmaterialer (glasfiber) eller ser frem til at lægge ”sidste hånd” på finishen med dæklægning i teaktræ m.v., så uddannes du inden for et område, hvor hver opgave kræver kvalitet i højeste klasse. Bådebyggeren er om nogen anden håndværker i ordets fineste forstand.
Den danske bådebygger er meget anerkendt på verdensplan, og flere af vores tidligere elever er i dag beskæftiget i udlandet. Så har du ved siden af lysten til at bygge både også lysten til at rejse til udlandet, finder du næppe en bedre kombination.
Erhvervsskolen Nordsjælland i Helsingør er landsskole for de maritime håndværksfag. Vi har elever og lærlinge fra hele Danmark - også Færøerne og Grønland. Derfor har vi tilknyttet et skolehjem, hvor du kan bo sammen med dine medstuderende. Vores kantine råder bod på længslen efter mors eller kærestens gryderetter.
