Praktik
Der er kun få virksomheder i Danmark som tilbyder praktikpladser. Det er Falck, Frederiksberg Brand, Forsvaret og Roskilde Brand.

Det er svært at få en praktikplads. Der er mange, der gerne vil være Ambulanceredder, men ikke så mange praktikpladser. Derfor tager virksomhederne kun de bedste. Regn med at det kun er ca. 10 % af de unge, som kunne tænke sig at være ambulanceredder, der får en læreplads.
I praktikperioderne arbejder du praktisk med alt det, du har lært. Du får ny erfaring og lærer at arbejde sammen med kolleger. Gennem praktikken får du efterhånden også en vis rutine i arbejdet. Du arbejder efter en uddannelsesplan, som du laver sammen med praktikstedet.
Du skal selv finde en praktikplads. Det kan godt kræve en stor indsats af dig.
På praktikpladsen.dk kan du finde en oversigt over godkendte praktiksteder. Du kan også finde enkelte praktikpladser. Når du har fundet et godkendt praktiksted, skal I indgå en skriftlig uddannelsesaftale, der fungerer som en ansættelseskontrakt. Der er ikke mulighed for at komme i skolepraktik.
Du har også mulighed for at søge en praktikplads, hvis du tager et andet grundforløb, f.eks. på SOPU i Hillerød eller på en anden social og sundhedsskole.
Din kommende praktikplads og erhvervsskolen vil, sammen med dig, finde ud af hvilke fag du skal supplere med, for at kunne gå på hovedforløbet.
Endelig er der nogle meritregler i uddannelsesordningen for ambulanceredder som du og en evt. læreplads kan vælge. Erhvervsskolen skal efterfølgende godkende aftalen.
