I anledning af kommunalvalget den 21. november blev der tirsdag den 1. november afholdt vælgermøde i kantinen på Erhvervsskolen Nordsjælland (Esnord), Milnersvej. Eleverne udfordrede politikerne med konkrete spørgsmål om erhvervsuddannelsernes fremtid.

Kirsten Jensen (Socialdemokratiet), Tue Tortzen (Enhedslisten), Klaus Markussen (Venstre) og borgmester Dorte Meldgaard (Konservative) deltog i paneldebatten og svarede på spørgsmål fra elever, lærere og direktør Inge Prip om fremtidens erhvervsuddannelser.

Politik er vigtigt

”Jeg synes, det er en god idé, at der bliver afholdt vælgermøde på vores skole. Mange elever ved ikke nok om politik. Jeg kan dog ikke selv stemme på de fremmødte kandidater, da jeg bor i en anden kommune, men det er interessant at høre de forskellige politiske holdninger”, sagde 20-årige Mikkel Dyring, som går på redderuddannelsen, kort inden vælgermødet. Hans holdkammerat Sofie Morsing på 22 år er enig: ”Det er virkelig vigtigt for os på erhvervsuddannelserne, hvad politikerne mener om og vil gøre for at styrke vores uddannelser”.

Et oplyst valg

Både Mikkel og Sofie er interesseret i politik og sætter sig godt ind i tingene, inden de skal stemme. ”Jeg undersøger de forskellige partiers holdninger – jeg stemmer ikke personligt. Fx følger jeg med i nyhederne og går ind på de forskellige partiers hjemmesider for at orientere mig. Jeg ved godt, hvilket parti der skal have mit kryds til kommunalvalget”, fortæller Sofie, der er tidligere HTX-student og har haft samfundsfag på B-niveau. Også Mikkel, der har taget en studentereksamen med samfundsfag på A-niveau, er ret overbevist om, hvor han kommer til at sætte sit kryds.

”Stemmer de fleste på en erhvervsskole ikke rødt?”, spørger Sofie, hvortil hendes holdkammerat Josefine Ipsen på 20 år bestemt svarer: ”Jeg gør ikke! Jeg stemmer blåt”.

Dsc07547web

Mikkel Dyring og Sofie Morsing, som begge går på redderuddannelsen.

Drømmen om en erhvervsuddannelse

Ordstyrer Palle Høj, chefredaktør på Frederiksborg Amtsavis, indledte vælgermødet med at stille spørgsmålet: ”Hvis du skulle tage en erhvervsuddannelse, hvilken skulle det så være – og hvorfor?”. Både Tue Tortzen (Ø), der er tidligere jord- og betonarbejder og senere murerarbejdsmand, og borgmester Dorte Meldgaard (C) ville være struktør. ”Det at kunne være med til at skabe fundamentet for det nybyggeri, der skyder op især her i Hillerød, ville jeg gerne”, uddybede borgmesteren.

Klaus Markussen (V) ville uddanne sig til tømrer: ”Jeg elsker træ. Det er et helt fantastisk materiale, og det dufter så godt. Jeg nyder at gå en tur i skoven”. Også Kirsten Jensen (S) sætter pris på at være ude i naturen. ”Jeg ville være gartner. Jeg slapper meget af ved at gå ude i min have”, fortalte hun.

Herefter blev politikerne af ordstyreren stillet en række spørgsmål om, hvordan de og deres parti ville støtte de unge i deres uddannelsesvalg og gøre det eftertragtet at tage en erhvervsuddannelse.

Dsc07361web

Politikerne kæmper om de unges stemmer.

Typiske ”politikersvar”

Undervejs stillede flere elever spørgsmål til politikerne, men de manglede at få nogle mere konkrete svar på deres spørgsmål om erhvervsuddannelsernes fremtid. Især besparelserne på uddannelsesområdet blev debatteret. Både Mikkel og Sofie var ret skuffede efter mødet. De syntes, der blev talt for meget om tørre tal og begreber. ”Vi er altså ikke bare tal. Vi er mennesker”, sagde Mikkel. ”Ja, vi vil ikke bare ses som tal i en statistik. At der er mangel på håndværkere, ved vi godt. Men jeg savnede at høre politikernes svar på, hvad de vil gøre for os, mens vi går på uddannelsen, og hvordan de vil gøre det at tage en erhvervsuddannelse til noget mere positivt, så flere vælger at søge ind på en erhvervsuddannelse”, tilføjede Sofie.

Brevstem på Esnord

Den 9. november kl. 9:30-12:00 har alle mulighed for at brevstemme på Erhvervsskolen Nordsjælland, Milnersvej 48.

 

Læs Frederiksborg Amtsavis' artikel om vælgermødet her.



Tilmeld dig
vores nyhedsbrev
Esnord sender 8-10 gange årligt nyheder om skolen og uddannelserne.


Jeg interesserer mig for:



Tak for din tilmelding
Tilmeld dig nyhedsbrev