Undervisningsminister Merete Riisager godkendte den 26. april 2019 ansøgningen om fusion af Esnord og Knord som de to institutioners bestyrelser i fællesskab indsendte til Undervisningsministeriet i december 2018.

Godkendelsen er givet med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2019. Dermed vil de to institutioner fra idag begynde at agere som en samlet institution under navnet UNord - en forkortelse for Uddannelser i Nordsjælland.

Indtil en ny bestyrelse for UNord er blevet konstitueret, vil de to nuværende bestyrelser for Esnord og Knord i forening fungere som bestyrelse for den fusionerede institution.

 "Det er min overbevisning at fusionen af Esnord og Knord vil styrke grundlaget for ungdomssuddannelser og efter- og videreuddannelse i Nordsjælland, give uddannelserne et kvalitetsløft og sikre at flere unge vælger en erhvervsrettet uddannelse. Jeg er derfor rigtig glad for at ministeren har givet os godkendelsen til at fusionere" - siger formand for Esnords bestyrelse Jens-Olav Pedersen. 

"Ministerens godkendelse af fusionsansøgningen er blot det indledende skridt i fusionsprocessen. Forude venter der et omfattende arbejde, indebærende alt fra udvikling af et nyt logo til sammenlægning af administrative systemer, før vi for alvor er en fusioneret institution. Derudover må vi heller ikke glemme de over 600 medarbejdere i Esnord og Knord som skal løftes ordentligt ind i den nye institution" - siger formand for Knords bestyrelse Jes Damsted.

Hos UNord vil der være rig mulighed for at tage en ungdomsuddannelse eller gennemføre efter- og videreuddannelse. UNord vil nemlig fra adresser i Frederikssund, Helsingør, Hillerød og Lyngby blandt andet udbyde arbejdsmarkedsuddannelser og kurser, erhvervsuddannelser, gymnasiale uddannelser samt 10. klasse.

 "Sammenlægningen af Esnord og Knord skaber en konsolideret institution som vil have redskaberne til at tiltrække og fastholde flere unge og voksne i en erhvervsuddannelse, styrke kvaliteten på de gymnasiale uddannelser og sikre tidssvarende efter- og videreuddannelse med et højt fagligt indhold. Vi har en masse idéer og initiativer i støbeskeen til at opnå dette, og vi glæder os til at udrulle disse løbende til gavn for vores elever og kursister" - siger direktør for UNord René van Laer.

 

For yderligere information kontakt:

Direktør for UNord René van Laer: Tlf. 40 28 28 94 eller rl@knord.dk



Tilmeld dig
vores nyhedsbrev
Esnord sender 8-10 gange årligt nyheder om skolen og uddannelserne.


Jeg interesserer mig for:



Tak for din tilmelding
Tilmeld dig nyhedsbrev